Posted in Inspiration, Jobsøgning, Karriere, Samfund, Uncategorized

En regnfuld aften bruges bedst i selskab med…

min computer åbenbart. Mit første indlæg på dansk! Jeg er himmelhenrykt(og glad for udråbstegn)! Det her indlæg handler om det der fylder allermest for mig lige nu(og som egentlig har fyldt rigtig meget igennem meget lang tid).

Det er ikke så overskudsagtigt eller sejt at sige at man ikke har styr på det der job halløj. Og øhm burde jeg i min alder ikke være fuldstændig engageret i mit drømmejob, og havde fuldt fart på karrieren, huset/gården og hunden? Det var forskriften var det ikke? Jeg synes jeg var blevet lovet noget i den stil. Men jeg kunne jo også have valgt en mere fornuftig karrierevej, ikke sandt hr. minister. Det er da så sandelig min egen skyld at jeg ikke er gået den rette vej, og dagpengeland er derfor uundgåeligt for en humaniora uddannet som mig. Nå men jeg finder da bare et ligegyldigt pissetræls telefon job så. Men huuhej hvor det går, og væk var jeg igen fra verdens mest ligegyldige job og videre til en ny uddannelse, som er meningsfuld og med garanti. Garanti for hvad? Ja det er jo så spørgsmålet – absolut ikke for et fast job eller noget, men lidt timer hist og her kan det da blive til, og halløj og velkommen tilbage supplerende dagpengeland.

Heldigvis har jobcenteret humor, og min første samtale med dem lyder nogenlunde sådan her(ingen garanti for god hukommelse, eller objektiv verdenssyn); Ja goddag, du taler med…… I har haft ringet til mig for flere timer siden(ingen kan slå mig i at være veltalende og specifik!). Ja, det er sådan noget vi gør indimellem (siger manden i telefonen), vi ringer for at tjekke op på om (her misser jeg noget af sætningen) nu er tidlig oppe, for at vi kan skrive frisk og oplagt (eller noget i den stil), og hvis ikke det er tilfældet kommer der til at stå(?)… Nårh ja, men det manglede da også bare siger jeg skælmsk og fremsætter mit ærinde. Er pænt overrasket over den venlig fremtoning og den humoristiske adfærd i telefonen, og ser frem til videre samarbejde(eller allerhelst intet samarbejde, men man må jo tage hvad man kan få).

Nå men lejeligheden har jeg i det mindste fået, og den er jeg glad for. Den er så elskelig, til trods for grimme gulve, og langsomme viceværter.

Fordi jeg nu er blevet så gammel at jeg burde opfører mig mere som en rigtig voksen, kan jeg ikke lade være med at fundere over ordet ungdom. Hvornår er man egentlig ung? Og hvornår kan kalde sig sådan rigtig voksen? Jeg føler mig ikke voksen overhovedet, om end jeg da er semi ansvarlig(?) på de fleste områder. Men jeg er heller ikke helt ung. Jeg er nok mere ung med de unge, hvilket jeg stadig debatterer med mig selv om, hvorvidt det betyder at jeg så er temmelig sej eller temmelig sørgelig. Jeg er ret glad for selv at vælge fokus så jeg vælger det første indtil videre. Som min nevø på ni siger til mig; ”Malene, det er dig der holder gang i festen. Du griner altid”. Og det kan jeg jo ikke helt løbe fra, selv hvis jeg ønskede det.

Hvis jeg skal være helt ærlig(og det skal jeg jo, for hvad er formålet med dette indlæg ellers) over for mig selv, og for dig der læser dette, så aner jeg ikke hvad jeg foretager mig? Jeg har ingen anelse, og selvom jeg ud af til altid virker som en der har skide meget styr på det, og er bare-kom-til-mig-typen-jeg skal-nok-hjælpe-dig, så er jeg absolut ikke i stand til at give nogen et klart svar på hvad jeg vil, og hvorfor. Jeg tror jeg har jagtet det meningsfulde siden..tjah nærmest altid. Jeg har altid villet være nogen, og ikke bare noget. Og det er ikke altid med stolthed i stemmen når jeg fortæller hvad jeg nu er; Arbejdsløs og universitetsuddannet, med en helt ny uddannelse som pejlemærke. Når jeg fortæller nye bekendtskaber at jeg har læst på uni får jeg ofte spørgsmålene; ville du ikke bruge det til noget alligevel? Hvad ville du kunne bruge det til? Og herefter følger kommentaren tit; det kan jo være du kan finde noget indenfor dit felt på et tidspunkt. Det er som regel tvivlerne der siger dette, med en hvis medfølelse i stemmen og med et lille smil på læben. De mener det jo godt tænker jeg, alt imens jeg langsomt mister håbet om at finde min rette hylde, mit særlige virke der skal forsørge mig når jeg bliver gammel, og bidrage til det velfærdssamfund jeg så rigeligt har levet af, og i(jeg har en forestilling om mig selv, der sidder på en bænk i en park som 90årig, bitter og deprimeret over ikke at havde fundet drømme jobbet som ung).

Jeg er generel hoptimist, jeg griner ofte, længe og højt. Men jeg er nedturspessimist når det kommer til at være arbejdsløs, identitetssøgende og skabende, i kraft af mit job og ikke mig selv som den jeg er, og pisse træt af at samfundet hater på alle der ikke passer ind i en bestemt kategori. Om det gælder uddannelse, job, familieliv, børn/ikke børn. Det er alt sammen kasser som jeg bare vil hoppe ovenpå, og bestemt ikke ind i. Og mest af alt hader jeg jagten på samfundets udsatte. De arbejdsløse, de uuddannet, flygtninge, indvandrerne, dem der har det svært i skolen, dem der ikke får den ”rigtige studenterhue”, de psykiske sårbare OG SÅ VIDERE.

Jeg tilhører jo nok generationen der ikke vil være voksen, vi lider vist nok af Peter Pan syndromet læste jeg engang. Jeg vil så gerne der fandtes et sted hvor der var plads til alle dem de andre ikke vil lege med.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s