Posted in Bøger, Hverdagseventyr, Inspiration, Jobsøgning, Karriere

Jobsamtaler og fastelavnsboller ❤️

Jeg føler mig som en folkeskoleelev når jeg på en af mine fridage taster ”hvad kan jeg blive test” ind på google. Jeg siger ja/nej til en række spørgsmål og ender med resultatet;. Tillykke – Du blev Humanistiske Pernille! Du er god til at lære fra dig og elsker at formidle din viden, dine færdigheder og dine erfaringer til andre. Der er også stor sandsynlighed for, at du har evnen til at lede og motivere andre. Du er nemlig pædagogisk og mestrer andre til ikke bare at lytte, men også høre efter, når du taler. Som humanist er du interesseret i mennesker og det sammenspil, der opstår mellem mennesker i forskellige situationer. Du vil derfor trives i et job med stor kontaktflade. Det gør fag som samfund og kultur, psykologi, pædagogik og undervisning til oplagte bud på din drømmeuddannelse”. Ja da. Det vidste jeg jo godt i forvejen.

Heldigvis tikkede der fornyelig en mail ind omkring en konsulentuddannelse i facilitering hos Alternativet. Fedt! Så sker der da lidt!

I den her uge har jeg været til to jobsamtaler, og på en eller anden måde er jeg blevet ansat i et vikariat fra 15.august og frem til 31/1 2017. Jeg har stadig ikke helt fattet det, da jeg ved hvor svært det er at blive ansat i en fast stilling(eller i et vikariat), og særligt den her stilling som jeg har fået lidt af omveje. Jeg har ikke selv søgt den, men til den først samtale i mandags, mente de at jeg ville passede bedre til en stilling de havde et andet sted, og det endte jeg med at få. Så den her gang var jeg ikke arbejdsløs særlig længe, og selvom jeg stadig ikke aner hvad mit drømmejob er, så er det her bestemt et skridt i den rigtige retning. Min kommende arbejdsplads ligger i Hammel, som er vildt dårligt placeret i forhold til offentlig transport, men efter at havde givet byen et nærmere gennemsyn, synes jeg faktisk byen virker utrolig hyggelig. Jeg elsker hverdagseventyr, og nu hvor jeg skal arbejde i byen, skal den udforskes nærmere.

I Hammel spiste jeg på Shiela’s Cafe & Brasserie, hvor jeg fik en meget lækker salat i hyggelige omgivelser. Jeg besøgte også en genbrugsbutik og kom hjem med to t-shirts og et Mads Stage billede. Jeg bliver tit beskyldt for at havde en lidt gammeldags stil, og det kan der være noget om 🙂 coffeeoclock hammel

Shiela’s Cafe & Brasserie

Til de forskellige jobsamtaler, hørte jeg mig selv gentage nogle af de samme ting. Hvad der er vigtigt for mig i et kommende job, og hvad jeg kan; Ord/termer som planlægning( i forhold til events/aktiviteter), struktur, overblik, anerkendende tilgang, kommunikation, psykologi, læring, og en generel interesse for mennesker. Så det tydeligt at mit drømmejob skal indeholde de her ting(og tekstproduktion, som jo er det vigtigste af alt). Det er gået op for mig, at jeg ikke har et specifikt job i tankerne, mere et job der opfylder nogle krav i forhold til mine interesser, viden, erfaring og værdier. Og sådan et job er jo så nemt at finde… 🙂

På vej til min jobsamtale i Hammel læste jeg bogen “Great Work, Great Career – How to Create Your Ultimate Job and Make an Extraordinary Contribution(på dansk; Kanon Karriere – få dit drømmejob og gør en forskel”) skrevet  af blandt andet Stephen R.Convey(ham med 7 gode vaner). Det er ikke altid at jeg får så meget ud af at læse den slags bøger, men rent faktisk synes jeg den her har nogle meget vigtige pointer netop i forhold til det med at finde et job, der opfylder kravene til ens evner og interesser, fremfor at gå efter et specifikt job. Så i princippet kan alle typer job blive ens drømmejob – hvor fantastisk er det ikke lige!!

I bogen skelnes også mellem funktion og bidrag. En funktion er en stillingsbeskrivelse; “vi søger en ingeniør”. Et bidrag handler meget mere om hvad den arbejdssøgende kan i forhold til det der ønskes af virksomheden. Ved mig ville det f.eks. være; jeg er opsøgende i forhold til ny viden, og er nysgerrig på sammenspillet mellem mennesker.

Imens jeg skriver det her har jeg bagt fastelavnsboller, som jeg netop har taget ud af ovnen. De skal med på arbejde, hvis de er blevet gode 🙂

God weekends eventyr ❤️

 

 

Reklamer
Posted in Inspiration, Jobsøgning, Karriere, Samfund, Uncategorized

En regnfuld aften bruges bedst i selskab med…

min computer åbenbart. Mit første indlæg på dansk! Jeg er himmelhenrykt(og glad for udråbstegn)! Det her indlæg handler om det der fylder allermest for mig lige nu(og som egentlig har fyldt rigtig meget igennem meget lang tid).

Det er ikke så overskudsagtigt eller sejt at sige at man ikke har styr på det der job halløj. Og øhm burde jeg i min alder ikke være fuldstændig engageret i mit drømmejob, og havde fuldt fart på karrieren, huset/gården og hunden? Det var forskriften var det ikke? Jeg synes jeg var blevet lovet noget i den stil. Men jeg kunne jo også have valgt en mere fornuftig karrierevej, ikke sandt hr. minister. Det er da så sandelig min egen skyld at jeg ikke er gået den rette vej, og dagpengeland er derfor uundgåeligt for en humaniora uddannet som mig. Nå men jeg finder da bare et ligegyldigt pissetræls telefon job så. Men huuhej hvor det går, og væk var jeg igen fra verdens mest ligegyldige job og videre til en ny uddannelse, som er meningsfuld og med garanti. Garanti for hvad? Ja det er jo så spørgsmålet – absolut ikke for et fast job eller noget, men lidt timer hist og her kan det da blive til, og halløj og velkommen tilbage supplerende dagpengeland.

Heldigvis har jobcenteret humor, og min første samtale med dem lyder nogenlunde sådan her(ingen garanti for god hukommelse, eller objektiv verdenssyn); Ja goddag, du taler med…… I har haft ringet til mig for flere timer siden(ingen kan slå mig i at være veltalende og specifik!). Ja, det er sådan noget vi gør indimellem (siger manden i telefonen), vi ringer for at tjekke op på om (her misser jeg noget af sætningen) nu er tidlig oppe, for at vi kan skrive frisk og oplagt (eller noget i den stil), og hvis ikke det er tilfældet kommer der til at stå(?)… Nårh ja, men det manglede da også bare siger jeg skælmsk og fremsætter mit ærinde. Er pænt overrasket over den venlig fremtoning og den humoristiske adfærd i telefonen, og ser frem til videre samarbejde(eller allerhelst intet samarbejde, men man må jo tage hvad man kan få).

Nå men lejeligheden har jeg i det mindste fået, og den er jeg glad for. Den er så elskelig, til trods for grimme gulve, og langsomme viceværter.

Fordi jeg nu er blevet så gammel at jeg burde opfører mig mere som en rigtig voksen, kan jeg ikke lade være med at fundere over ordet ungdom. Hvornår er man egentlig ung? Og hvornår kan kalde sig sådan rigtig voksen? Jeg føler mig ikke voksen overhovedet, om end jeg da er semi ansvarlig(?) på de fleste områder. Men jeg er heller ikke helt ung. Jeg er nok mere ung med de unge, hvilket jeg stadig debatterer med mig selv om, hvorvidt det betyder at jeg så er temmelig sej eller temmelig sørgelig. Jeg er ret glad for selv at vælge fokus så jeg vælger det første indtil videre. Som min nevø på ni siger til mig; ”Malene, det er dig der holder gang i festen. Du griner altid”. Og det kan jeg jo ikke helt løbe fra, selv hvis jeg ønskede det.

Hvis jeg skal være helt ærlig(og det skal jeg jo, for hvad er formålet med dette indlæg ellers) over for mig selv, og for dig der læser dette, så aner jeg ikke hvad jeg foretager mig? Jeg har ingen anelse, og selvom jeg ud af til altid virker som en der har skide meget styr på det, og er bare-kom-til-mig-typen-jeg skal-nok-hjælpe-dig, så er jeg absolut ikke i stand til at give nogen et klart svar på hvad jeg vil, og hvorfor. Jeg tror jeg har jagtet det meningsfulde siden..tjah nærmest altid. Jeg har altid villet være nogen, og ikke bare noget. Og det er ikke altid med stolthed i stemmen når jeg fortæller hvad jeg nu er; Arbejdsløs og universitetsuddannet, med en helt ny uddannelse som pejlemærke. Når jeg fortæller nye bekendtskaber at jeg har læst på uni får jeg ofte spørgsmålene; ville du ikke bruge det til noget alligevel? Hvad ville du kunne bruge det til? Og herefter følger kommentaren tit; det kan jo være du kan finde noget indenfor dit felt på et tidspunkt. Det er som regel tvivlerne der siger dette, med en hvis medfølelse i stemmen og med et lille smil på læben. De mener det jo godt tænker jeg, alt imens jeg langsomt mister håbet om at finde min rette hylde, mit særlige virke der skal forsørge mig når jeg bliver gammel, og bidrage til det velfærdssamfund jeg så rigeligt har levet af, og i(jeg har en forestilling om mig selv, der sidder på en bænk i en park som 90årig, bitter og deprimeret over ikke at havde fundet drømme jobbet som ung).

Jeg er generel hoptimist, jeg griner ofte, længe og højt. Men jeg er nedturspessimist når det kommer til at være arbejdsløs, identitetssøgende og skabende, i kraft af mit job og ikke mig selv som den jeg er, og pisse træt af at samfundet hater på alle der ikke passer ind i en bestemt kategori. Om det gælder uddannelse, job, familieliv, børn/ikke børn. Det er alt sammen kasser som jeg bare vil hoppe ovenpå, og bestemt ikke ind i. Og mest af alt hader jeg jagten på samfundets udsatte. De arbejdsløse, de uuddannet, flygtninge, indvandrerne, dem der har det svært i skolen, dem der ikke får den ”rigtige studenterhue”, de psykiske sårbare OG SÅ VIDERE.

Jeg tilhører jo nok generationen der ikke vil være voksen, vi lider vist nok af Peter Pan syndromet læste jeg engang. Jeg vil så gerne der fandtes et sted hvor der var plads til alle dem de andre ikke vil lege med.