Posted in Hverdagseventyr, Inspiration, Karriere, kreativitet, Samfund

❤️ Året der gik ❤️

Vi har rundet december, og det er for alvor blevet rigtig koldt. Endnu et år er næsten gået, og deraf kommer en nødvendig refleksion over året der gik. 2016 har været et dejligt år for mig. I det store hele i hvert fald. Jeg flyttede igen. Men denne gang til MIT EGET HJEM. Jeg mødte nye mennesker. Gik rigtig meget i byen. Afsluttede endnu en uddannelse, og fik et semi fast job(halvanden måned endnu). Blev veganer. Tilbragte to uger i London. Tilbragte utrolig meget tid på de sociale medier. Skabte et nyt netværk i min by, og læste nogle gode bøger. Var medskaber af en skrivegruppe, og brugte meget tid på pendlerlivet. Jeg skrev mails til mennesker jeg ikke kendte, og fik en god respons tilbage. Jeg oplevede stresssymptomer op til flere gange, trak vejret og kiggede indad. Jeg sagde nej til ting der krævede for meget af min energi, men sagde ja til Alive festival, Ungdommens Folkemøde og Harry Potter festival ❤️

Det var også i 2016 at det gik op for mig, at jeg bestemt ikke er alene i min frustration over hvor jeg passer ind, og at vi er mange der egentlig bare gerne vil havde lov til at være gode nok som vi er, uanset hvad vi laver. Vi lærer at vi kan få det hele. Og det er jeg overbevidst om, at vi kan. Men vi skal selv finde frem til ”hvad det hele er”.

I næste måned fylder jeg 33. Som 15årig var jeg overbevidst om, at jeg skulle være advokat. Som 23årige at jeg skulle arbejde på et forlag og være forfatter. Jeg ved ikke præcist hvad 2017 kommer til at bringe, men jeg ved det kommer til at betyder et nyt frivillig job, ture til København og helt sikkert oplevelser med en masse dejlige mennesker. Og måske arbejdsløshed igen. I hvert fald for en stund.

Samskabelse var et ord jeg blev introduceret i 2016 i forbindelse med et møde på Randers bibliotek. Og jeg kan lide det! Fordi det handler om mennesker, og det handler om fællesskab (måske har jeg hørt om det før, men jeg har ikke tænkt videre over det) og det kendertegner mit 2016 vældig godt. ”Samskabelse retter et særligt fokus på en proces, hvor forskellige aktører sammen udvikler ny velfærd”(frivilligrådet.dk). jeg tror ordet samskabelse kommer til at betyder rigtig meget for mig i 2017 ❤️

Reklamer
Posted in Inspiration, Karriere, kreativitet, Seje mennesker, Uncategorized

Frygt vs. mod – det hænger da sammen?

Jeg har altid været mere bange for at gå glip af noget(som dygtige Emma Martiny også siger i et interview her ),end for at fejle. Jeg er derfor med masse af energi, sprunget ud i mange forskellige projekter i løbet af mit liv. De seneste par år er jeg dog blevet mere forsigtig, og det skyldes at jeg i så lang tid gik arbejdsløs efter jeg blev færdiguddannet i 2013, hvor jeg led rigtig meget under uvisheden om hvad fremtiden ville byde på. Hele tiden havde jeg hængende over hovedet at tiden bare gik, og at jeg på et tidspunkt ville miste min ret til dagpenge hvis jeg ikke fandt et job indenfor 2år. Derfor er jeg lidt mere påpasselig med at hoppe ud i noget nyt, før jeg har nok penge på kontoen til at ”klare” mig hvis det går galt.

De fleste vil opleve at være styret af frygt i et vist omfang på et tidspunkt i løbet af deres liv. Frygt forhindrer os i at gøre dumme ting(gør den? 🙂 ), men den forhindrer os desværre også i at springe ud i ting, som vi virkelig gerne vil. Jeg tror ikke på der findes mennesker der aldrig føler frygt, men jeg tror der findes mennesker som gør ting til trods for alarmklokker der bimler og bamler fordi det er så skræmmende at se sin frygt i øjnene(På et højskoleophold med Dansk Studie Center i Mellemamerika, var der en episode med noget bungy jumping, hvor jeg måtte skubbes ud, fordi jeg flere gange havde taget tilløb til at springe, men ikke kunne fordi jeg var så bange. Måske burde jeg ikke være blevet skubbet ud, men jeg er glad for at jeg blev det. Nogle gange skal jeg skubbes ud i situationer jeg er bange for).

Nogle gange ender det ikke så godt, andre gange er det det helt rigtige.  Men jeg tror virkelig på, at er man bange nok, så er det fordi der er noget om det; der er en retning at gå, og en komfortzone at springe ud af.  Jeg har selv gjort det flere gange og det kan virkelig anbefales, for fuck hvor føler man sig sej efterfølgende 🙂 (generelt er det bare sejt at indrømme sin frygt uanset om man gør noget ved det eller ej).

Men jeg har også valgt ikke at gøre noget som jeg virkelig gerne ville, fordi jeg netop var bange; Da jeg skulle vælge side/suppleringsfag på universitetet, ville jeg gerne læse journalistisk formidling, fordi jeg brændende ønskede at få værktøjerne til at skrive ”rigtigt”, men jeg valgte at lade være, fordi jeg var bange for at jeg ikke var dygtig nok alligevel, og at det så var spildt. I bagklogskabens lys kan jeg sagtens se at det ville havde været det perfekte valg. Men samtidigt er det noget af det, som har gjort mig klogere på, hvorfor det netop er så vigtigt at prøve, fremfor helt at lade være.

Og da jeg afsluttede min uddannelse var det planen at flytte til København, og jeg havde endda fundet et sted at bo. Men igen, blev jeg bange; tænk nu hvis det ikke lykkedes mig at finde et job derover alligevel, så var jeg jo nok nødt til at flytte tilbage, og hvad vil andre så ikke tænke? Jeg er ikke længere så afhængig af hvad andre synes om mig, nu handler det mere om at jeg selv kan stå inden for det jeg gør 100 % (fordi jeg tænker meget mere fornuftig nu end jeg gjorde da jeg var yngre), der skal ikke være nogen halvfærdige løsninger. På den anden side så tror jeg (for det meste) på, at hjertet fører os derhen hvor vi skal være 🙂 Men jeg er glad for min frygt, for hvis jeg aldrig var bange kunne jeg heller aldrig være modig.

Mens jeg venter (som om!) på at blive mere modig lader jeg mig inspirerer af seje mennesker der gør vigtige inspirerende ting, som her og her.

 

Rigtig god torsdag aften 💛

Posted in Inspiration, Lifestyle, Karriere, kreativitet, Seje mennesker

Cille Veje – en podcast anbefaling.

I dag har jeg hørt en podcast med Emma Martiny og Cille Veje. Jeg er kæmpe fan af podcasts(og de passer perfekt til en regnfuld sommer som den her), og denne her gang skippede jeg mine yoga planer fordi jeg blev så opslugt af at lytte til netop den her. Jeg er storfan af Cille Veje, jeg synes hun er vildt sej! Cille Veje er skaberen af Cille Veje Oplevelsesdesign, og bor i København.

I interviewet kommer Cille ind på nogle meget væsentlige ting i forhold til kreativitet, iværksætteri, det at mærke efter, glorificering på sociale medier og om hvorfor vi kun er vigtige hvis vi har mange aftaler i kalenderen konstant -en fælde jeg selv er gået i op til flere gange. Særligt da min ekskæreste og jeg gik fra hinanden, der var det virkelig en måde ikke at mærke efter. Jo flere aftaler jeg havde, jo mindre tid havde jeg til at mærke at jeg rent faktisk var meget ked af det.

Nå men jeg synes virkelig I skal høre interviewet 🙂 I kan høre det her:

 

Posted in Bøger, Hverdagseventyr, Inspiration, Jobsøgning, Karriere

Jobsamtaler og fastelavnsboller ❤️

Jeg føler mig som en folkeskoleelev når jeg på en af mine fridage taster ”hvad kan jeg blive test” ind på google. Jeg siger ja/nej til en række spørgsmål og ender med resultatet;. Tillykke – Du blev Humanistiske Pernille! Du er god til at lære fra dig og elsker at formidle din viden, dine færdigheder og dine erfaringer til andre. Der er også stor sandsynlighed for, at du har evnen til at lede og motivere andre. Du er nemlig pædagogisk og mestrer andre til ikke bare at lytte, men også høre efter, når du taler. Som humanist er du interesseret i mennesker og det sammenspil, der opstår mellem mennesker i forskellige situationer. Du vil derfor trives i et job med stor kontaktflade. Det gør fag som samfund og kultur, psykologi, pædagogik og undervisning til oplagte bud på din drømmeuddannelse”. Ja da. Det vidste jeg jo godt i forvejen.

Heldigvis tikkede der fornyelig en mail ind omkring en konsulentuddannelse i facilitering hos Alternativet. Fedt! Så sker der da lidt!

I den her uge har jeg været til to jobsamtaler, og på en eller anden måde er jeg blevet ansat i et vikariat fra 15.august og frem til 31/1 2017. Jeg har stadig ikke helt fattet det, da jeg ved hvor svært det er at blive ansat i en fast stilling(eller i et vikariat), og særligt den her stilling som jeg har fået lidt af omveje. Jeg har ikke selv søgt den, men til den først samtale i mandags, mente de at jeg ville passede bedre til en stilling de havde et andet sted, og det endte jeg med at få. Så den her gang var jeg ikke arbejdsløs særlig længe, og selvom jeg stadig ikke aner hvad mit drømmejob er, så er det her bestemt et skridt i den rigtige retning. Min kommende arbejdsplads ligger i Hammel, som er vildt dårligt placeret i forhold til offentlig transport, men efter at havde givet byen et nærmere gennemsyn, synes jeg faktisk byen virker utrolig hyggelig. Jeg elsker hverdagseventyr, og nu hvor jeg skal arbejde i byen, skal den udforskes nærmere.

I Hammel spiste jeg på Shiela’s Cafe & Brasserie, hvor jeg fik en meget lækker salat i hyggelige omgivelser. Jeg besøgte også en genbrugsbutik og kom hjem med to t-shirts og et Mads Stage billede. Jeg bliver tit beskyldt for at havde en lidt gammeldags stil, og det kan der være noget om 🙂 coffeeoclock hammel

Shiela’s Cafe & Brasserie

Til de forskellige jobsamtaler, hørte jeg mig selv gentage nogle af de samme ting. Hvad der er vigtigt for mig i et kommende job, og hvad jeg kan; Ord/termer som planlægning( i forhold til events/aktiviteter), struktur, overblik, anerkendende tilgang, kommunikation, psykologi, læring, og en generel interesse for mennesker. Så det tydeligt at mit drømmejob skal indeholde de her ting(og tekstproduktion, som jo er det vigtigste af alt). Det er gået op for mig, at jeg ikke har et specifikt job i tankerne, mere et job der opfylder nogle krav i forhold til mine interesser, viden, erfaring og værdier. Og sådan et job er jo så nemt at finde… 🙂

På vej til min jobsamtale i Hammel læste jeg bogen “Great Work, Great Career – How to Create Your Ultimate Job and Make an Extraordinary Contribution(på dansk; Kanon Karriere – få dit drømmejob og gør en forskel”) skrevet  af blandt andet Stephen R.Convey(ham med 7 gode vaner). Det er ikke altid at jeg får så meget ud af at læse den slags bøger, men rent faktisk synes jeg den her har nogle meget vigtige pointer netop i forhold til det med at finde et job, der opfylder kravene til ens evner og interesser, fremfor at gå efter et specifikt job. Så i princippet kan alle typer job blive ens drømmejob – hvor fantastisk er det ikke lige!!

I bogen skelnes også mellem funktion og bidrag. En funktion er en stillingsbeskrivelse; “vi søger en ingeniør”. Et bidrag handler meget mere om hvad den arbejdssøgende kan i forhold til det der ønskes af virksomheden. Ved mig ville det f.eks. være; jeg er opsøgende i forhold til ny viden, og er nysgerrig på sammenspillet mellem mennesker.

Imens jeg skriver det her har jeg bagt fastelavnsboller, som jeg netop har taget ud af ovnen. De skal med på arbejde, hvis de er blevet gode 🙂

God weekends eventyr ❤️

 

 

Posted in Inspiration, Jobsøgning, Karriere, Samfund, Uncategorized

En regnfuld aften bruges bedst i selskab med…

min computer åbenbart. Mit første indlæg på dansk! Jeg er himmelhenrykt(og glad for udråbstegn)! Det her indlæg handler om det der fylder allermest for mig lige nu(og som egentlig har fyldt rigtig meget igennem meget lang tid).

Det er ikke så overskudsagtigt eller sejt at sige at man ikke har styr på det der job halløj. Og øhm burde jeg i min alder ikke være fuldstændig engageret i mit drømmejob, og havde fuldt fart på karrieren, huset/gården og hunden? Det var forskriften var det ikke? Jeg synes jeg var blevet lovet noget i den stil. Men jeg kunne jo også have valgt en mere fornuftig karrierevej, ikke sandt hr. minister. Det er da så sandelig min egen skyld at jeg ikke er gået den rette vej, og dagpengeland er derfor uundgåeligt for en humaniora uddannet som mig. Nå men jeg finder da bare et ligegyldigt pissetræls telefon job så. Men huuhej hvor det går, og væk var jeg igen fra verdens mest ligegyldige job og videre til en ny uddannelse, som er meningsfuld og med garanti. Garanti for hvad? Ja det er jo så spørgsmålet – absolut ikke for et fast job eller noget, men lidt timer hist og her kan det da blive til, og halløj og velkommen tilbage supplerende dagpengeland.

Heldigvis har jobcenteret humor, og min første samtale med dem lyder nogenlunde sådan her(ingen garanti for god hukommelse, eller objektiv verdenssyn); Ja goddag, du taler med…… I har haft ringet til mig for flere timer siden(ingen kan slå mig i at være veltalende og specifik!). Ja, det er sådan noget vi gør indimellem (siger manden i telefonen), vi ringer for at tjekke op på om (her misser jeg noget af sætningen) nu er tidlig oppe, for at vi kan skrive frisk og oplagt (eller noget i den stil), og hvis ikke det er tilfældet kommer der til at stå(?)… Nårh ja, men det manglede da også bare siger jeg skælmsk og fremsætter mit ærinde. Er pænt overrasket over den venlig fremtoning og den humoristiske adfærd i telefonen, og ser frem til videre samarbejde(eller allerhelst intet samarbejde, men man må jo tage hvad man kan få).

Nå men lejeligheden har jeg i det mindste fået, og den er jeg glad for. Den er så elskelig, til trods for grimme gulve, og langsomme viceværter.

Fordi jeg nu er blevet så gammel at jeg burde opfører mig mere som en rigtig voksen, kan jeg ikke lade være med at fundere over ordet ungdom. Hvornår er man egentlig ung? Og hvornår kan kalde sig sådan rigtig voksen? Jeg føler mig ikke voksen overhovedet, om end jeg da er semi ansvarlig(?) på de fleste områder. Men jeg er heller ikke helt ung. Jeg er nok mere ung med de unge, hvilket jeg stadig debatterer med mig selv om, hvorvidt det betyder at jeg så er temmelig sej eller temmelig sørgelig. Jeg er ret glad for selv at vælge fokus så jeg vælger det første indtil videre. Som min nevø på ni siger til mig; ”Malene, det er dig der holder gang i festen. Du griner altid”. Og det kan jeg jo ikke helt løbe fra, selv hvis jeg ønskede det.

Hvis jeg skal være helt ærlig(og det skal jeg jo, for hvad er formålet med dette indlæg ellers) over for mig selv, og for dig der læser dette, så aner jeg ikke hvad jeg foretager mig? Jeg har ingen anelse, og selvom jeg ud af til altid virker som en der har skide meget styr på det, og er bare-kom-til-mig-typen-jeg skal-nok-hjælpe-dig, så er jeg absolut ikke i stand til at give nogen et klart svar på hvad jeg vil, og hvorfor. Jeg tror jeg har jagtet det meningsfulde siden..tjah nærmest altid. Jeg har altid villet være nogen, og ikke bare noget. Og det er ikke altid med stolthed i stemmen når jeg fortæller hvad jeg nu er; Arbejdsløs og universitetsuddannet, med en helt ny uddannelse som pejlemærke. Når jeg fortæller nye bekendtskaber at jeg har læst på uni får jeg ofte spørgsmålene; ville du ikke bruge det til noget alligevel? Hvad ville du kunne bruge det til? Og herefter følger kommentaren tit; det kan jo være du kan finde noget indenfor dit felt på et tidspunkt. Det er som regel tvivlerne der siger dette, med en hvis medfølelse i stemmen og med et lille smil på læben. De mener det jo godt tænker jeg, alt imens jeg langsomt mister håbet om at finde min rette hylde, mit særlige virke der skal forsørge mig når jeg bliver gammel, og bidrage til det velfærdssamfund jeg så rigeligt har levet af, og i(jeg har en forestilling om mig selv, der sidder på en bænk i en park som 90årig, bitter og deprimeret over ikke at havde fundet drømme jobbet som ung).

Jeg er generel hoptimist, jeg griner ofte, længe og højt. Men jeg er nedturspessimist når det kommer til at være arbejdsløs, identitetssøgende og skabende, i kraft af mit job og ikke mig selv som den jeg er, og pisse træt af at samfundet hater på alle der ikke passer ind i en bestemt kategori. Om det gælder uddannelse, job, familieliv, børn/ikke børn. Det er alt sammen kasser som jeg bare vil hoppe ovenpå, og bestemt ikke ind i. Og mest af alt hader jeg jagten på samfundets udsatte. De arbejdsløse, de uuddannet, flygtninge, indvandrerne, dem der har det svært i skolen, dem der ikke får den ”rigtige studenterhue”, de psykiske sårbare OG SÅ VIDERE.

Jeg tilhører jo nok generationen der ikke vil være voksen, vi lider vist nok af Peter Pan syndromet læste jeg engang. Jeg vil så gerne der fandtes et sted hvor der var plads til alle dem de andre ikke vil lege med.