Posted in Hverdagseventyr, Inspiration, Karriere, kreativitet, Samfund

❤️ Året der gik ❤️

Vi har rundet december, og det er for alvor blevet rigtig koldt. Endnu et år er næsten gået, og deraf kommer en nødvendig refleksion over året der gik. 2016 har været et dejligt år for mig. I det store hele i hvert fald. Jeg flyttede igen. Men denne gang til MIT EGET HJEM. Jeg mødte nye mennesker. Gik rigtig meget i byen. Afsluttede endnu en uddannelse, og fik et semi fast job(halvanden måned endnu). Blev veganer. Tilbragte to uger i London. Tilbragte utrolig meget tid på de sociale medier. Skabte et nyt netværk i min by, og læste nogle gode bøger. Var medskaber af en skrivegruppe, og brugte meget tid på pendlerlivet. Jeg skrev mails til mennesker jeg ikke kendte, og fik en god respons tilbage. Jeg oplevede stresssymptomer op til flere gange, trak vejret og kiggede indad. Jeg sagde nej til ting der krævede for meget af min energi, men sagde ja til Alive festival, Ungdommens Folkemøde og Harry Potter festival ❤️

Det var også i 2016 at det gik op for mig, at jeg bestemt ikke er alene i min frustration over hvor jeg passer ind, og at vi er mange der egentlig bare gerne vil havde lov til at være gode nok som vi er, uanset hvad vi laver. Vi lærer at vi kan få det hele. Og det er jeg overbevidst om, at vi kan. Men vi skal selv finde frem til ”hvad det hele er”.

I næste måned fylder jeg 33. Som 15årig var jeg overbevidst om, at jeg skulle være advokat. Som 23årige at jeg skulle arbejde på et forlag og være forfatter. Jeg ved ikke præcist hvad 2017 kommer til at bringe, men jeg ved det kommer til at betyder et nyt frivillig job, ture til København og helt sikkert oplevelser med en masse dejlige mennesker. Og måske arbejdsløshed igen. I hvert fald for en stund.

Samskabelse var et ord jeg blev introduceret i 2016 i forbindelse med et møde på Randers bibliotek. Og jeg kan lide det! Fordi det handler om mennesker, og det handler om fællesskab (måske har jeg hørt om det før, men jeg har ikke tænkt videre over det) og det kendertegner mit 2016 vældig godt. ”Samskabelse retter et særligt fokus på en proces, hvor forskellige aktører sammen udvikler ny velfærd”(frivilligrådet.dk). jeg tror ordet samskabelse kommer til at betyder rigtig meget for mig i 2017 ❤️

Posted in Hverdagseventyr, Inspiration, kreativitet, Samfund, Seje mennesker, Uncategorized

Tidlige morgener, og hvorfor jeg bliver boede i Randers lidt endnu ❤️

De dage hvor jeg har fri står jeg ofte tidlig op alligevel. I virkeligheden er morgenen min yndlingstid på dagen, og de bedste morgener er dem, hvor jeg tager mig tid til at lave en kop kaffe eller te, og sætter mig ned med min notesbog for at skrive ”morning pages”. ”Morning pages” er en skriveøvelse, hvor man bare skriver lige hvad der falder en ind. Det er meningen at man skal skrive 3 sider, og det forsøger jeg at overholde, selvom det ikke lykkedes hver morgen. Der er også morgener hvor jeg slet ikke får skrevet(særligt dem hvor jeg skal op kl.5).  Selvom jeg gerne ville kunne praler af(hvorfor egentlig?) at jeg er typen der går sent i seng (dette sker oftest kun hvis jeg har været i byen) og sover længe, så er det lige omvendt. Jeg elsker at gå tidligt i seng, og vil gerne tidligt op om morgenen. Jeg er blevet kaldt bedstemor/gammel mere end en gang, og ja det er da lidt bedstemor agtigt at gå tidligt i seng som 32 årige.

Det er særlig vigtigt for mig som dagene bliver kortere og vejret bliver koldere. Jeg har brug for langt mere ro og søvn i vinterhalvåret end ellers. Det er vist ikke så usædvanligt, men alligevel.  Efteråret(som jeg vist har nævnt tidligere) er min yndlingsårstid. Jeg synes det er koldt, selvfølgelig gør jeg det. Og ja det er en smule irriterende at være mere træt end ellers. Men for mig er det kun naturligt at vi(jeg) ikke har helt samme energi som i sommerhalvåret. Og det er den perfekte undskyldning for mere indendørs hygge, som læsning, tv-serier, te drikning og diverse projekter(mere om det lidt længere nede).  Og lige nu kunne det ikke passe bedre. De sidste mange måneder er der sket en masse gode ting, som jeg selvfølgelig bare måtte med til 🙂 Lige fra Thyalive, Ungdommens Folkemøde i København til byture, familiekomsammen og besøg fra London. Jeg prøver at være med til alt, med det resultat at jeg ender med at få for lidt tid til mig selv og dermed bliver til en lidt småirritabel og gnaven Malene (man er vel ved at være gammel? Eller måske bare udadvendt og introvert på samme tid). Jeg forsøger med det der balance halløj, men jeg er virkelig ikke god til det. Håber jeg finder den på et tidspunkt.

Randers er en interessant by at bo i, fordi jeg ofte skal forsvarer byens dårlige rygte. Jeg er sikker på det har haft noget på sig, men jeg ser Randers som en by med potentiale. Hvis de mennesker der bor her forsøger at gøre noget for at skabe liv i byen. Jeg har debatteret en del med mig selv om, hvorvidt jeg skal se at komme væk fra byen så hurtig som muligt, eller om jeg skal forsøge at arbejde med det der er i byen. Da jeg var på Ungdommens Folkemøde i København i september, mødte jeg en utrolig skøn kvinde som synes det var spændende at jeg boede i Randers(hun havde sjovt nok også været på Thyalive, verdenen(Danmark) er virkelig lille), fordi hun interesserede sig meget for hvilke potentiale de mindre byer har, eller de såkaldte provinsbyer, og det man kalder udkants Danmark. Og det har jeg tænkt en del over, særligt i overvejelserne om for og imod i forhold til at bo i Randers.

Jeg tror meget på individets eget ansvar i forhold til at omgive sig med det man gerne vil/lave de ting man gerne vil (i dette tilfælde var det så skrivning) og jeg kom frem til at jeg i det mindste måtte forsøge at sætte gang i noget i Randers. Så det første jeg gjorde var, at tage kontakt til en jeg ved, har haft gang i noget skrivehalløj i byen tidligere på året. Efter en kaffe aftale med ham, ser det ud til at der kommer gang i noget inden så længe. Jeg tror virkelig på, at der er utrolig meget potentiale udenfor de store byer, og det hele handler rigtig meget om at finde de mennesker(selvom der måske kun er et par stykker), som gerne vil det samme. Og Randers har faktisk potentiale (og har også bevist det) til at være kendt for andet end kriminalitet og Mokai.  I 2015 blev Randers f.eks. kåret som Danmarks bedste læsekommune(ud af 12 kommuner), pga. projektet ”Nordbyen læser”. Hvilket jeg ikke tror ret mange ved. Jeg gjorde i hvert fald ikke før jeg flyttede til byen. Fordomme er der nok af, men hvis man rent faktisk kigger lidt nærmere, så findes de gode initiativer over alt 🙂 Jeg glæder mig til at se hvad der kommer til at ske, jeg tror i hvert fald at der kommer noget rigtig godt ud af at skabe noget i fællesskab. Også i Randers 🙂

God onsdag aften ❤️

 

Posted in Hverdagseventyr, Inspiration, kreativitet, Samfund, Seje mennesker, Uncategorized

Om lidt er sommeren forbi, men heldigvis er september på vej.

Om nogle få dage siger kalenderen september måned, som er min absolutte yndlings måned. August er simpelthen fløjet af sted, og jeg kan tænke tilbage på en skøn måned med festival i Thisted(Thyalive) – en festival som har gjort mig til festivalgænger(det troede jeg faktisk ikke jeg var), og som helt sikkert skal besøges næste år også, et nyt job som er spændende, lærerig, udfordrende og upraktisk i forhold til weekend og aftenvagter. Jeg arbejder heldigvis kun 30 timer i gennemsnit, så nogle uger skal jeg kun arbejde 3 dage hvilket efterlader en del tid til andre ting; herunder på flere besøg i Aarhus blandt andet i forbindelse med festugen. Jeg tror at Kulbroen bliver mit nye hæng ud sted i Aarhus. Mit første rigtige møde med kulbroen(jeg har gået forbi flere gange) var til et arrangement som “Rethink Activism” stod bag sammen med “Sager der Samler” i går søndag. Arrangementet bestod af små oplæg fra forskellige ildsjæle i Aarhus, og det gav mig et lille puf til at komme i gang med noget af alt det jeg gerne vil, så det var utrolig inspirerende! Der findes utrolig mange ildsjæle som bare gør noget fremfor at vente på at beslutningstagerne skal gøre det, og det er så dejligt at se. Jeg bliver vildt glad af det, og selvom jeg de sidste par uge har været meget træt og har mærket forskellige stresstegn komme snigende, så er jeg alligevel glad for at jeg valgte at bruge min søndag på Kulbroen i Aarhus. På fredag kan man finde mig på Kulbroen, hvor jeg har meldt mig som frivillig til at stå i baren til Kulbroens første festival, som jeg tror bliver noget så hyggeligt 🙂

I august har jeg lyttet en del til den her

Og denne her

Den her

Og ikke mindst den her

 

I september ser jeg frem til at købe den her, gå lange ture i skoven, få oparbejdet en god yogarutine, være frivillig på kulbroen, og et gensyn med København.

Posted in Blogging, Inspiration, kreativitet, Samfund, Writing

Julia Lahme: Om digital kommunikation og ord (mit yndlingsemne) ❤️

I vores meget digitaliserede verden, og med det store fokus på os selv i form af selviscenesættelse og pænhed kan man fristes til at påpege alt det overfladiske og ligegyldige ved internettets muligheder(til gengæld hepper jeg på dem der tør være ærlige og fremvise de knapt så pæne ting). Og det gør jeg da også selv, fordi hvor trist er det ikke lige, at sidde til en familiefødselsdag eller en fest med vennerne, og se hvordan langt de fleste sidder med deres mobiler fremme? Nærværet forsvinder i hvert fald for mit eget vedkommende, og jeg tænker også det sker for andre.

Men alting har jo en bagside, og det der opvejer den side er det, vi får ud af vores tilstedeværelse online. Da jeg var 15år(tror jeg – vi havde en stationær computer, og internet via telefonstikket) brugte jeg meget af min tid foran computeren. Jeg havde ikke ret mange venner i virkeligheden, men til gengæld elskede jeg at møde nye mennesker online. Jeg fandt nye pennevenner, deltog i diskussioner på forskellige forummer og læste Jane Austen og L.M.Montgomery fanfiction. Internet venner er bestemt(og åbenlyst) ikke det samme som ”virkelige” venner, men de gør ensomheden nemmere tror jeg. I dag ville jeg aldrig kunne nøjes med online venner, men jeg har mødt nogle af mine bedste venner via internettet, både herhjemme og i udlandet.

Fornyelig modtog jeg et nyhedsbrev fra Julia Lahme angående internettet som kommunikationsmulighed. Hun mener at verden ikke bare er blevet digitaliseret, men tekstualiseret. Hun skriver blandt andet:

”Men det vigtigste at huske, er at al digital kommunikation begynder og slutter med et ord. Vi søger med ord, vi kommunikerer med ord, og selv den korteste Facebook opdatering er nødt til at blive skrevet med præcis de ord, der rammer mest, bedst og renest”

og ”…informationsflowet ikke er noget som sker for os, eller på os, det er rent faktisk noget, vi deltager i, ikke blot ved at læse. Nej, vi deltager ved at skrive. Fra webshops til hashtags, fra søgeord til kampagner – alt begynder med ordet. Uanset hvor billedbåren, du oplever kommunikation som i denne tid, er det slet ikke billederne, der er det vigtigste. Hele den digitale kommunikation hviler nemlig på ord. På bogstaver”.

Jeg synes det er så fint beskrevet, og det er nok også derfor at jeg selv startede den her blog(først på engelsk, senere på dansk), fordi det giver mig mulighed for at deltage i stedet for bare at læse(og på den måde stå på sidelinjen).  Jeg har nok sådan et kærligheds-had forhold til internettet, og derfor tror jeg pauser fra det indimellem er en rigtig god ting 🙂 Hvilket også er planen i dag; hvor først en familie fødselsdag, og dernæst en tur til Aarhus venter ❤️

 

Posted in Inspiration, Lifestyle, Samfund

Sommer komplimenter ❤️

Jeg fik utrolig meget ros på arbejde i går, hvilket fik mig til at tænke en del over det med at give komplimenter, og så var jo nødt til at skrive lidt om det fordi det er så vigtigt.

Jeg er efterhånden blevet rigtig god til at give komplimenter og rose de mennesker jeg omgiver mig med, og gerne på en daglig basis. I Danmark er vi ofte meget præget af jantelov, og mange har måske et manglende overskud til at give andre en kompliment med på vejen. Og omvendt kan det også være svært at tage imod ros. Den del øver jeg mig stadig i. Selvom det er blevet langt nemmere og mere naturligt for mig bare at sige tak, så har jeg stadig indimellem en tendens til at komme med et ”men, det er også fordi at” et eller andet. I hvert fald prøver jeg at afvise den kompliment jeg modtager, hvilket i sig selv er ret uhøfligt, fordi det ikke bare er en afvisning af en selv, men også af den der giver komplimenten.

Komplimenter kan også gives til en du ikke kender personligt, men som du føler dig inspireret af. Jeg sendte sådan en mail af sted den anden dag, og fik en fin respons tilbage. Jeg er 100 procent tilhænger af, at selvværd skal bygges op indefra, og det er det der skal være fundamentet, men komplimenter og ros skal der være plads til, og gerne nogle der får ens øjne til at glimte af glæde(eller af glædestårer fordi man bliver rørt, hvilket sker for mig indimellem – måske det er derfor jeg endnu ikke er helt fan af at modtage alt for meget ros. Jeg har ikke lyst til at stortude overfor andre), eller bringer et kæmpe stort smil frem på læben. Det smitter nemlig 🙂

Og hvem ved, måske er der en der har en virkelig dårlig dag, og så det netop din kompliment der får vedkommende til at blive i lidt bedre humør. Måske gør vi ikke nogen større forskel som individer, men alligevel tror jeg det at det er de små ting der gør, at vi kan være med til at ændre et andet menneskes liv til det bedre.

Og i stedet for at tale hinanden ned, så kunne vi jo tale hinanden op. Jeg bliver personligt stjerne glad af at give komplimenter, så hvorfor ikke gør det noget mere 💛

 

peter plys citater
http://citateromlivet.blogspot.dk/p/peter-plys-citater.html

God weekend 💛

 

Posted in Inspiration, Jobsøgning, Karriere, Samfund, Uncategorized

En regnfuld aften bruges bedst i selskab med…

min computer åbenbart. Mit første indlæg på dansk! Jeg er himmelhenrykt(og glad for udråbstegn)! Det her indlæg handler om det der fylder allermest for mig lige nu(og som egentlig har fyldt rigtig meget igennem meget lang tid).

Det er ikke så overskudsagtigt eller sejt at sige at man ikke har styr på det der job halløj. Og øhm burde jeg i min alder ikke være fuldstændig engageret i mit drømmejob, og havde fuldt fart på karrieren, huset/gården og hunden? Det var forskriften var det ikke? Jeg synes jeg var blevet lovet noget i den stil. Men jeg kunne jo også have valgt en mere fornuftig karrierevej, ikke sandt hr. minister. Det er da så sandelig min egen skyld at jeg ikke er gået den rette vej, og dagpengeland er derfor uundgåeligt for en humaniora uddannet som mig. Nå men jeg finder da bare et ligegyldigt pissetræls telefon job så. Men huuhej hvor det går, og væk var jeg igen fra verdens mest ligegyldige job og videre til en ny uddannelse, som er meningsfuld og med garanti. Garanti for hvad? Ja det er jo så spørgsmålet – absolut ikke for et fast job eller noget, men lidt timer hist og her kan det da blive til, og halløj og velkommen tilbage supplerende dagpengeland.

Heldigvis har jobcenteret humor, og min første samtale med dem lyder nogenlunde sådan her(ingen garanti for god hukommelse, eller objektiv verdenssyn); Ja goddag, du taler med…… I har haft ringet til mig for flere timer siden(ingen kan slå mig i at være veltalende og specifik!). Ja, det er sådan noget vi gør indimellem (siger manden i telefonen), vi ringer for at tjekke op på om (her misser jeg noget af sætningen) nu er tidlig oppe, for at vi kan skrive frisk og oplagt (eller noget i den stil), og hvis ikke det er tilfældet kommer der til at stå(?)… Nårh ja, men det manglede da også bare siger jeg skælmsk og fremsætter mit ærinde. Er pænt overrasket over den venlig fremtoning og den humoristiske adfærd i telefonen, og ser frem til videre samarbejde(eller allerhelst intet samarbejde, men man må jo tage hvad man kan få).

Nå men lejeligheden har jeg i det mindste fået, og den er jeg glad for. Den er så elskelig, til trods for grimme gulve, og langsomme viceværter.

Fordi jeg nu er blevet så gammel at jeg burde opfører mig mere som en rigtig voksen, kan jeg ikke lade være med at fundere over ordet ungdom. Hvornår er man egentlig ung? Og hvornår kan kalde sig sådan rigtig voksen? Jeg føler mig ikke voksen overhovedet, om end jeg da er semi ansvarlig(?) på de fleste områder. Men jeg er heller ikke helt ung. Jeg er nok mere ung med de unge, hvilket jeg stadig debatterer med mig selv om, hvorvidt det betyder at jeg så er temmelig sej eller temmelig sørgelig. Jeg er ret glad for selv at vælge fokus så jeg vælger det første indtil videre. Som min nevø på ni siger til mig; ”Malene, det er dig der holder gang i festen. Du griner altid”. Og det kan jeg jo ikke helt løbe fra, selv hvis jeg ønskede det.

Hvis jeg skal være helt ærlig(og det skal jeg jo, for hvad er formålet med dette indlæg ellers) over for mig selv, og for dig der læser dette, så aner jeg ikke hvad jeg foretager mig? Jeg har ingen anelse, og selvom jeg ud af til altid virker som en der har skide meget styr på det, og er bare-kom-til-mig-typen-jeg skal-nok-hjælpe-dig, så er jeg absolut ikke i stand til at give nogen et klart svar på hvad jeg vil, og hvorfor. Jeg tror jeg har jagtet det meningsfulde siden..tjah nærmest altid. Jeg har altid villet være nogen, og ikke bare noget. Og det er ikke altid med stolthed i stemmen når jeg fortæller hvad jeg nu er; Arbejdsløs og universitetsuddannet, med en helt ny uddannelse som pejlemærke. Når jeg fortæller nye bekendtskaber at jeg har læst på uni får jeg ofte spørgsmålene; ville du ikke bruge det til noget alligevel? Hvad ville du kunne bruge det til? Og herefter følger kommentaren tit; det kan jo være du kan finde noget indenfor dit felt på et tidspunkt. Det er som regel tvivlerne der siger dette, med en hvis medfølelse i stemmen og med et lille smil på læben. De mener det jo godt tænker jeg, alt imens jeg langsomt mister håbet om at finde min rette hylde, mit særlige virke der skal forsørge mig når jeg bliver gammel, og bidrage til det velfærdssamfund jeg så rigeligt har levet af, og i(jeg har en forestilling om mig selv, der sidder på en bænk i en park som 90årig, bitter og deprimeret over ikke at havde fundet drømme jobbet som ung).

Jeg er generel hoptimist, jeg griner ofte, længe og højt. Men jeg er nedturspessimist når det kommer til at være arbejdsløs, identitetssøgende og skabende, i kraft af mit job og ikke mig selv som den jeg er, og pisse træt af at samfundet hater på alle der ikke passer ind i en bestemt kategori. Om det gælder uddannelse, job, familieliv, børn/ikke børn. Det er alt sammen kasser som jeg bare vil hoppe ovenpå, og bestemt ikke ind i. Og mest af alt hader jeg jagten på samfundets udsatte. De arbejdsløse, de uuddannet, flygtninge, indvandrerne, dem der har det svært i skolen, dem der ikke får den ”rigtige studenterhue”, de psykiske sårbare OG SÅ VIDERE.

Jeg tilhører jo nok generationen der ikke vil være voksen, vi lider vist nok af Peter Pan syndromet læste jeg engang. Jeg vil så gerne der fandtes et sted hvor der var plads til alle dem de andre ikke vil lege med.